Vi mennesker fødes sociale. Vi er flokdyr, og i højere eller mindre grad afhængige af hinanden. Som voksne kan det variere rigtig meget, hvor stort vores behov for social interaktion er, og i hvilken form, men det er under alle omstændigheder et reelt behov.
Derfor virker det paradoksalt, når man i mange sammenhæng kan møde formaninger om at børn skal lære at være sociale. Overbevises om at være trygge ved fremmede, instrueres i at hilse på, lege med, sågar kramme, nye mennesker.
Spørger man udviklingspsykologien, er der ingen tvivl om, at trygge børn med en sund tilknytning til deres primære omsorgsperson, i deres eget tempo vil udvide kredsen af mennesker de er trygge ved.
Børn der vokser op, trygge i relationen til deres primære omsorgsperson – trygge i at deres primære omsorgsperson er der for dem og er forudsigelig i deres reaktioner, er i langt højere grad trygge ved relationer de danner til andre, senere i livet.
Omvendt vil børn der har oplevet mangelfuld tilknytning, uforudsigelige reaktioner, afvisninger af behov for tryghed mv., ofte have svært ved at stole på andre mennesker og relationer når de vokser op.
Et barns relation til sin primære omsorgsperson bliver skabelonen for fremtidige relationer. Dermed ikke sagt, at man ikke kan udvikle på den, men det er grundlaget vi alle har at arbejde udfra. En god, tryg og tillidsfuld relation, hvor både behov og grænser respekteres, er det bedste udgangspunkt for at vores børn får gode, sunde, sociale relationer i fremtiden.
Det er altid den voksnes ansvar, at både barnets og egne behov og grænser respekteres. Hvis børn skal lære at respektere egne og andres grænser, er vi som forbilleder nødt til at vise dem hvordan man på en god måde kommunikere sine grænser og handler på dem. At ignorere vores egne behov “for barnet skyld”, risikere at lære dem at tilsidesætte deres behov, fordi de oplever det er forventet af dem. Børn gør som vi gør – ikke som vi siger.