Afhjælpning af smerter

Tandfrembrud, mavekneb, vokseværk – for slet ikke at tale om alle de knubs man får når motorikken trænes. Der er mange kilder til smerte hos de små. Moderne smerteteori har en række relevante værktøjer, og flere af dem kan udnyttes ved babybæring.

Taktil stimulation, altså berøring, kan virke smertedæmpende, fordi signaler om berøring føres via brede nervebaner, og signaler om smerte føres via smalle nervebaner. Hjernen kan kun registrere ét signal af gangen, og berøringer kommer altså til at overdøve smerten. Det kaldes gate control, og mange af os bruger det allerede instinktivt, hvis vi slår os, og gnubber eller holder på stedet.

Det er også gate control der får børnene til at tygge ekstra meget i fingre og legetøj, når gummerne er ømme.

Ved eksemplet “ondt i maven” er babybæring ekstra relevant. De krydsbevægelser vi laver når vi går, masserer tarmsystemet, og hjælper til at fordøjelsen fungerer optimalt. Hos et barn der endnu hverken kravler eller går, kan vi forsøge at efterligne bevægelserne, blandt andet ved at cykle med benene – eller ved at bruge et bæreredskab og gå en rask tur. Når bæreren går, bevæges baby sammen med bærerens krop, og krydsbevægelserne masserer maven naturligt. (Som ekstra bonus lagrer babys hjerne bevægemønstrene, hvilket kan stimulere og fremme den motoriske udvikling.)

Samtidig er smerte ikke bare smerte. Vores hjerne modtager signalet, og bruger vores omgivelser og sindstilstand til at vurdere hvor farligt det faktisk er. Er vi urolige eller nervøse, skruer hjernen op for signalet. Det betyder at en god gang tryghed og kærlighedshormoner ikke bare er en rar distraktion, men reelt kan mindske smerteoplevelsen, fordi det bringer nervesystemet i ro, og hjælper med at overbevise hjernen om at det nok er ubehageligt, men ikke farligt.

Teknikkerne virker selvfølgelig også for voksne, og er du nysgerrig efter hvordan de blandt andet kan bruges i forbindelse med fødsel, kan jeg anbefale at se nærmere på Meyermetoden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *