FAQ

Mange spørgsmål går igen – ting det er helt almindeligt at være i tvivl om. Jeg forsøger at samle nogle af dem der dukker op oftest her, som jeg møder dem og finder tiden til det. Hvis du ikke finder svar her, og overskrifterne i menuen ikke umiddelbart hjælper dig på vej, så prøv sidens søgefunktion. Og finder du stadig ikke hvad du leder efter, er du altid velkommen til at skrive til mig!

Hvornår kan jeg begynde at bære? Du kan bære din baby fra fødslen. Bæreredskabet giver baby lidt af følelsen fra maven, og giver tryghed og optimale forhold til at gro en glad og sund hjerne. Er din baby for tidligt født, er bæring ligeledes super sundt, men tjek med personalet på neonatal hvis I er indlagt eller der er særlige omstændigheder.

Hvilket bæreredskab skal jeg vælge? Det kommer helt an på individuelle behov og præferencer. Jeg foreslår at læse gennemgangen af de mest almindelige bæreredskaber under “Babybæring” -> “At vælge et bæreredskab”.

Hvorlænge må jeg bære min baby? I et ergonomisk og sikkert bæreredskab må du bære så længe du og din baby har lyst. De tidsbegrænsninger man kan støde på, er kun relevante for bæreredskaber der ikke er fuldt ergonomiske. (Uergonomisk bæring er bedre end ingen bæring, hvis det opfylder baby og bærers behov. Så længe det er sikkert.)

Hvordan ved jeg om min baby sidder godt nok? Du kan tjekke sikkerhed og ergonomi som beskrevet her. Helt kort tjekkes sikkerheden med de tre F’er: Fast til bærer, frie luftveje og faldrisiko. Ergonomien tjekkes ved at løbe hænderne ned over baby: Støtte fra underkanten af øret, bækkenet kippet så baby runder, bæreredskab ud til begge knæhaser. Husk at holde øje med temperaturen i nakken, så baby ikke bliver for varm.

Hvornår må jeg bære på hoften? Hoftebæring bliver let asymmetrisk, så det anbefales at vente med at bære på hoften til baby selv kan løfte fødder til ansigt, da det indikerer god kernemuskulatur. Indtil da kan man for eksempel bære off center, for at give baby lidt bedre udsyn.

Hvornår må jeg bære på ryggen? Den fuldbårne baby kan bæres på ryggen fra fødslen, hvis bæreren er tryg ved det og har styr på teknikken. Vær opmærksom på at den lille baby har stort behov for at kunne aflæse forældres ansigter, for at tolke indtryk og oplevelser. Derfor anbefaler jeg at den lille baby kun bæres på ryggen i forbindelse med søvn, og først fra ca. 4 mdr. bæres vågen på ryggen.

Hvordan med fremadvendt bæring? Fremadvendt bæring bliver aldrig fuldt ergonomisk, og barnet har ikke mulighed for at aflæse bærers ansigt eller skærme sig. Jeg anbefaler at bære på hoften eller ryggen i stedet. Vil du rigtig gerne bære fremadvendt, så gør det i kendte omgivelser og begrænset tid af gangen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *