Det kan være én ting at vide eller beslutte at man gerne vil bære sit barn, og noget helt andet at komme igang med det! Alene det at finde ud af at anskaffe et bæreredskab er en jungle. Mærker, typer, ukendte betegnelser og udtryk; det er et helt nyt sprog. Og alle anbefaler noget forskelligt, for kropstyper, præferencer og behov er vidt forskellige, og der findes næsten lige så mange bæreredskaber som kombinationsmuligheder af ovenstående. Hvis ikke flere.
Fastvikle, strækvikle, ringslynge, klikdims, bæresele, onbu, podaegi, meh dai, vikle, slynge, mai tai, vikletai, full buckle, half buckle, reverse onbu, hybridvikle, bæretrøje, lommeslynge, bærestol…
Kært barn har mange navne, og mange af typerne lapper ind over hinanden, hvilket kan forværre forvirringen.
Personligt foregik mine første bæreredskabsindkøb på dba. En ringslynge i lærredsstof og en brugt strækvikle. Idag ved jeg at lærredsstof ikke er at gøre det nemt for sig selv, og at strækvikler kan blive for slidt, og miste deres stræk (man kan sagtens købe brugt, man skal bare være opmærksom på standen). Men jeg var heldig, og havde stor glæde af begge, indtil jeg lærte mere om mine muligheder, og kastede mig ud i fastvikler og ringslynger i lækre vævede kvaliteter.
Det er slet ikke dumt at købe brugt, når det handler om bæreredskaber. For det første bliver de meget sjældent slidt op hos en enkelt familie, så der er noget at vinde for både økonomi og miljø. For det andet har fastvikler og bæreredskaber af vævet stof brug for at blive brugt, før vævningen for alvor sætter sig, og materialet lever op til sit fulde potentiale. Du kan altså få et meget blødere, lækrere og mere medgørligt bæreredskab, hvis du køber et der allerede har krammet andre børn.
Jeg har på denne side forsøgt at lave en kort præsentation af de mest almindelige ergonomiske bæreredskaber på markedet. De ligger som undersider til denne i menuen, i et forsøg på at gøre det overskueligt, og jeg linker til hvert redskab herunder. Der er fordele og ulemper ved alle bæreredskaber, så overvej hvad der passer til netop dit temperament og dine behov. Skal det bare være nemt fra dag ét, er I flere der gerne vil kunne bruge samme redskab, skal det bruges til hurtige ture eller lange lure, og hvor er barnet i sin udvikling?
Hvis du stadig er i tvivl, eller har brug for at få uddybet noget, er du velkommen til at kontakte mig.