Sikkerhed og Ergonomi

At bære dit barn i et bæreredskab er ikke farligt. Såfremt selvfølgelig, at du bruger et bæreredskab af sikker kvalitet, og bruger det korrekt. Bæreredskaber er nemlig ligesom alt andet afhængige af hvordan de bliver brugt. Også de fancy bæreseler der tilsyneladende bare skal klikkes på, og så afsted. Det betyder ikke at det er svært at bruge et bæreredskab, bare at man ligesom med bleskift og autostole skal lære hvordan.

Hvis følgende virker langt og uoverskueligt, så bare rolig! Jeg opsummerer til sidst i korte punkter.

Sikkerhed først!

Der må ikke være risiko for at barnet kan falde ud af bæreredskabet eller blive kvalt. Barnet skal sidde tæt til bæreren i et passende dybt sæde – altså stykket af bæreredskabet der går under rumpen og op mellem barn og bærer. Vær også opmærksom på om der er åbent i siden mellem bærer og bæreredskab, og om der er risiko for at barnet kan læne sig ud den vej. Stof der folder kan rette sig ud når I bevæger jer, og gøre bæreredskabet løst, så hav styr på hvor eventuelt overskydende stof placeres.

Frie luftveje og kvælningsrisiko har jeg skrevet en hel tekst om for sig selv, her. Kort sagt skal der altid være frit udsyn til barnets ansigt, så der både er fri adgang til ilt, og så næse og mund ikke blokeres. Bæreredskabet må aldrig nå højere end barnets øreflip, så barnet frit kan bevæge hovedet. Barnet skal bæres stramt så det ikke kan sidde og synke sammen om sig selv, og hagen skal være i neutral position, fri af barnets bryst, så halsen ikke afklemmes. Prøv at lægge din hage ned på brystet, eller så langt bagover du kan, og synk dit eget spyt. Det er hverken let eller rart.

Sørg for at have styr på dine overskydende haler og stropper. Hvor og hvor lange er de? Er der risiko for at de kan hænge fast eller du kan komme til at træde i dem? De fleste bæreseler har systemet hvor man kan “gøre af” stropperne, og lange viklehaler kan bindes en ekstra gang rundt om bæreren.

Ergonomi

Den lille bløde babykrop kan på én gang tåle rigtig meget, og skal passes rigtig godt på. Som med så meget andet, kommer det i høj grad an på mængder. Jo mere man bruger et bæreredskab, jo vigtigere er det at barnet sidder ergonomisk godt, og at bæreren belastes sundt og symmetrisk. Start med at finde et godt og ergonomisk bæreredskab. Jeg har skrevet om nogle af de mest almindelige muligheder her.

Når vi bærer, forsøger vi at efterligne babys naturlige afslappede stilling, for at aflaste kroppen bedst muligt. Babys naturlige afslappede stilling er let krummet sammen, med knæene trukket op mod brystet, og hænderne ved ansigtet. Tænk fosterstilling, men knapt så klemt. I bæreredskabet kalder vi det oprejst frøstilling, eller spread squat position.

Er barnet vågent og aktivt styrer det selv, og må selvfølgelig gerne rette sig op og kigge rundt. Når barnet falder til ro eller i søvn hjælpes det ind i den gode ergonomiske stilling.

Hænderne ved ansigtet giver baby mulighed for at signalere fx sult, og sikrer at armene ikke kommer i klemme nogen steder. Bækkenet kippet bagud, altså så barnet får halen ind under sig, sikrer ryggens naturlige krumning og at hofterne bliver afspændt. Knæene højere end numsen som resultat af det kippede bækken, og støttet af bæreredskabet fra knæhase til knæhase så barnets vægt er godt fordelt over både numse og lår. Bæreredskabet skal være stramt i en lige linie fra knæhase til knæhase; hvis det buer er der materiale der kan blive trukket løst når I bevæger jer.

Hoftespredningen fylder ofte en del i debatten på bære-grupper, selvom der sjældent er grund til det. Barnet skal sidde med benene spredt sådan som det er naturligt og afslappet for det enkelte barn; den nyfødte spreder muligvis slet ikke benene, mens barnet på et halvt år ofte har stor bevægelighed. Det er værd at bemærke, at hofteskinner spreder barnets ben mere end et bæreredskab, for at sikre en sund udvikling af hofterne, og at kulturer der kontinuerligt har praktiseret babybæring, statistisk set har markant færre hofteproblemer hos børn. Vær opmærksom på at bevægelsen skal komme fra hoften, så der ikke sker vrid i knæene.

Bærerens komfort

Husk at passe på dig selv, så du kan blive ved at passe på dit barn. Når du bærer højt og tæt, er forskydningen af dit tyngdepunkt mindst mulig, og din krop har derfor lettere ved at håndtere belastningen. Bæreredskabet aflaster dine arme og skuldre, og ved at vælge en sele der passer din kropstype, sprede viklen bredt over dig, bære symmetrisk eller jævnligt skifte side, kan du passe endnu bedre på dig.

Temperatur

Det er altid varmt at være krop mod krop. Tilføj et eller flere lag stof rundt om begge kroppe, og en gang efterfødselshormoner i både mor og baby, så kan det blive rigtig varmt. Hold øje med babys temperatur ved at mærke i nakken, og juster jeres påklædning før I sætter barnet i bæreredskabet, hvis I tænker der kan blive brug for det. Det er lettere at tage et tørklæde eller en stor cardigan rundt om jer begge udenpå bæreredskabet, end at forsøge at få tøj af der er indenunder det. Om sommeren er det vigtigt at sikre skygge, og huske rigeligt med væske.

Tjekliste

  • Bær tæt og stramt
  • Frie luftveje, dvs. frit udsyn til barnets ansigt og hagen neutral
  • Faldrisiko, både for barnet ud af bæreredskabet, og for bæreren i haler, stropper eller andre løse ender

Sikkerheden let at huske: De 3 F’er – fast, frie luftveje og faldrisiko.

  • Nakken støttet efter behov, højest til barnets øreflip
  • Hænderne fri eller ved ansigtet
  • Bækkenet kippet bagud, så barnet har halen under sig
  • Bæreredskab fra knæhase til knæhase
  • God vægtfordeling på bæreren
  • Opmærksomhed på temperaturen

Ergonomien let at huske: Lad dine hænder glide ned over barnet og tjek nakke, arme, bækken, knæ. Hænderne ender inde hos dig selv, og du tjekker din komfort.