Ringslynger

Ringslyngen er en kort fastvikle med to ringe syet fast i den ene ende. Ringslynger fås også i lærredsstof, hvilket ikke har betydning for sikkerheden, men kan gøre det sværere at justere slyngen, og få den til at smyge sig tæt og behageligt om baby og bærer. Ringslyngen kan kun justeres i ringene, hvilket på én gang gør den simpel og svær. Nok er der kun ét sted at holde styr på, men der er også kun ét sted at få hele slyngen til at sidde godt.

Når man har investeret den nødvendige tid og øvelse, er ringslyngen et rigtig godt redskab til at lette hverdagen. Den er nem at amme i, og hurtig at få tumlingen ind i og ud af, når de skifter mening mellem at ville være oppe og nede. Den fylder ikke meget at have i tasken eller bilen, når ældre søskende skal hentes eller der skal købes ind.

Fordi man i ringslyngen bærer asymmetrisk, bliver det hurtigere ukomfortabelt for bæreren at bære større børn i længere tid, og bruger man ringslyngen rigtig meget, kan det være en gode idé at veksle imellem at bære på højre og venstre skulder, både for bærerens og barnets skyld.

Ringslynger kan bruges fra barnet er nyfødt, og så længe der kan være behov for at komme op og få et kram eller hvile benene lidt. Nogle oplever det kan være svært at bære en nyfødt uden hovedkontrol i en ringslynge, så det føles trygt og sikkert. Det kan være særlig svært, hvis man samtidig er ny til at bruge en ringslynge. Vær også opmærksom på, at ringslynger findes i lige så mange kvaliteter som fastvikler, og nogle er lettere at arbejde med end andre, samt mere eller mindre egnede til forskellige størrelser børn.

De fleste bærere kan bruge en standard størrelse ringslynge. Der findes også kortere slynger, hvis du gerne vil undgå for lang en hale, og længere slynger til store bærere eller hvis du vil lave andet end standard-bæring med din ringslynge.